Generalister og specialister i Tivoli

I Tivoli udgør it-systemerne den usynlige livsnerve og de er forudsætningen for den gode oplevelse for havens mange gæster. De daglige it-udfordringer klarer den gamle forlystelsesparks it-afdeling på egen hånd. Men når det drejer sig om større it-mæssige omvæltninger, er samarbejdet med partneren solvo it alfa omega.

Varme lyse sommeraftener, koncerter på Plænen og tusindvis af gæster i kø ved indgangene, som forventningsfuldt presser på for at komme igennem til en musikoplevelse. For it-chef i Tivoli, Leif Lundgaard, er dette et af flere billeder, der dukker op, når han bliver bedt om at beskrive de udfordringer, som Tivolis it-systemer og it-afdelingen skal håndtere.

-Vores arbejde består basalt set i at sørge for, at vores kollegaer får en velfungerende it-ydelse, som de kan trække på i kontakten med havens gæster. Vores gæster forventer god service og hurtig hjælp, og i det regnestykke indgår it som en væsentlig brik, siger Leif Lundgaard, og fortsætter:

-Det stiller krav til os om at levere praktiske løsninger på alle tænkelige problemer. Derfor er vi i it-afdelingen i høj grad en gruppe generalister, der servicerer it-systemerne over en bred kam.

I Tivoli er it-systemet langt hen ad vejen baseret på Microsoft. Og netop det, at man i Tivolis it-afdeling har meget brede og generelle kompetencer, skaber et behov for mere specialiserede samarbejdspartnere. Derfor har Tivoli i 4 år samarbejdet med solvo it, der, som certificerede Microsoft partner, har præcis den spidskompetence, som Tivoli efterspørger.

Samarbejdet med solvo it tog sit udgangspunkt i udviklingen af Tivolis interne netværk. Et arbejde, som blev startskuddet til en række andre projekter, hvor solvo it har haft en central rolle. Senest i forbindelse med opdateringen af Tivolis otte år gamle it-infrastruktur.

Microsoft 2003 anno 2004
Udfordringen for Tivolis it-afdeling var, at man havde en driftsstabilitet på basis-serverne, som skulle forbedres.

-Nedetid er et stort problem ikke mindst for vores gæster. Lang ventetid ved Tivolis indgange på grund af et ustabilt it-system, er jo ikke lige den oplevelse, vi ønsker at give vores gæster. Tiden var løbet fra vores gamle hard- og software, som var baseret på Windows NT og vi havde et ønske om at migrere til en 2003 platform, forklarer Leif Lundgaard.

Selve migreringen var et større projekt, som solvo it har været dybt involveret i som sparringspartneren, der klædte Tivolis IT-afdeling på rent fagligt. I første omgang med intern uddannelse og som mentor på udarbejdelsen af en køreplan for hele processen. Senere som primusmotor på selve migreringen.

-Vi havde aldrig prøvet en migreringsproces tidligere. Derfor var solvo it’s overordnede hjælp afgørende for, at vi gav os i kast med projektet. Ikke mindst deres styring i den weekend, migreringen stod på, beviste klart for os, at vi havde valgt den rigtige partner. Selv om vi så at sige rev hjertet ud af kroppen på Tivolis it-system, har processen stort set været problemfri, og vi har undgået ubehagelige overraskelser undervejs, siger Leif Lundgaard og fortsætter:
 
-Med den nye Windows 2003-platform og med vores nye hardware har vi fået et fremtidssikret it-system. Samtidig har det givet os en mere velfungerende sikkerhedsstruktur, som i høj grad er vigtig i dag. Den nye platform er fundamentet for, at vi på sigt kan implementere nye værktøjer stille og roligt. Solvo it har hjulpet os til en mere rationel og fremsynet it-drift, der reelt understøtter vores målsætninger om stabil og velfungerende performance, siger han.

Små fordele
-Vi kender folkene i solvo it fra tidligere, og ved, hvad de står for fagligt og personligt. Derfor var vi ikke bekymrede for at vælge solvo it som samarbejdspartner, da vi fik muligheden. Vi har i dag en partner, som er tilgængelig, pålidelig - og naturligvis kompetent, smiler Leif Lundgaard.

Samtidig har valget af en mindre virksomhed som solvo it givet Tivoli en partner, hvor iværksætterne selv er en del af det operationelle niveau.

-Det har for mig at se den fordel, at vi får et mere seriøst og troværdigt samarbejdet. Det er lederne i solvo it, som møder op, når vi skal have udbedret fejl eller iværksat større projekter. Vi har i det hele taget en direkte personkontakt med solvo it, som vi ikke havde med vores gamle leverandør, som var en større it-leverandør, siger Leif Lundgaard.

Initiativ og forædling
I Tivolis it-afdeling arbejder man efter migreringen til Windows-2003 platformen nu på en løbende forædlingsproces. Men der er stramt fokus på, hvilke initiativer, der skal igangsættes.
Også det er en proces, hvor Leif Lundgaard og hans kollegaer nyder godt af solvo it’s spidskompetencer inden for Microsofts produkter.

-solvo it er som specialister fortsat en vigtig partner for os. Det vil de forhåbentlig blive ved med at være mange år frem i tiden. I dag er det især i forbindelse med løbende sparring oven på migreringen, med efteruddannelse og afholdelse af workshops, at vi trækker på solvo it’s kompetencer, slutter Leif Lundgård

Print
Korskildelund 6, 2670 Greve · telefon +45 70205590 · telefax +45 70205591 · email solvoit@solvoit.com